Data Act giver kunden ret til, at en udbyder af ren infrastruktur gør, hvad der rimeligt kan forventes, for at kundens løsning kan give et sammenligneligt resultat hos den nye udbyder. Det betyder data, dokumentation, kapacitet og teknisk bistand fra den gamle udbyder. Den nye platform får ikke af den grund de samme tjenester, og ombygningen af jeres løsning er stadig jeres egen opgave.
Reglen er vigtig for arkitekter, fordi ordet “ækvivalens” let bliver læst som et løfte om, at alt virker ens efter flytningen. Det står der ikke. Artiklen gengiver bestemmelserne forenklet og med vores egen læsning markeret. Den er ingen juridisk vurdering af jeres aftale.
Hvad ordet betyder i forordningen
Data Act (dataforordningen), forordning (EU) 2023/2854, definerer funktionel ækvivalens i art. 2, nr. 37. Forenklet gengivet er det genetablering af et minimumsniveau af funktionalitet i den nye tjenestes miljø, på grundlag af kundens eksporterbare data og digitale aktiver. Den nye tjeneste skal være af samme tjenestetype og give et materielt sammenligneligt resultat på samme input, for de elementer, begge tjenester leverer.
Tre ord i definitionen bærer meget. “Minimumsniveau” betyder, at der ikke er tale om fuld lighed. “Samme tjenestetype” betyder, at en virtuel server sammenlignes med en virtuel server. Og “delte elementer” betyder, at det, kun den gamle udbyder har, falder uden for.
Reglen gælder infrastrukturen
Art. 30, stk. 1, rammer tjenester, der er begrænset til infrastrukturelle elementer som servere, netværk og virtuelle ressourcer, hvor kunden ikke får adgang til udbyderens driftstjenester, software og applikationer. Det kaldes også IaaS, altså infrastruktur som tjeneste. Her skal udbyderen træffe alle rimelige foranstaltninger inden for sine beføjelser og stille kapacitet, tilstrækkelig information, dokumentation, teknisk støtte og eventuelt værktøjer til rådighed.
Betragtning 86 siger, at forordningen ikke pålægger andre end disse udbydere at lette funktionel ækvivalens. For platformstjenester og programmer som tjeneste gælder andre pligter i art. 30, stk. 2 til 6, bl.a. åbne grænseflader og eksport i et maskinlæsbart format, der er struktureret og almindeligt anvendt. Hvad det betyder for en kunde, der skifter, står på exit-plan.dk.
Grænsen mellem de to slags tjenester er sjældent skarp i et rigtigt miljø. Den samme konto kan rumme virtuelle servere, en administreret database og en funktionstjeneste. Hvilken regel der gælder, afhænger af tjenesten, og det er vores læsning, at I må vurdere tjeneste for tjeneste.
Det, I kan forvente af den gamle udbyder
Ud fra art. 30, stk. 1, og betragtning 92 kan en arkitekt forvente fire ting. Data og digitale aktiver kan komme ud. Udbyderen skal oplyse og dokumentere, hvad der findes, og hvordan det eksporteres. Der skal være kapacitet til selve udtrækket. Og der skal være teknisk støtte undervejs.
Digitale aktiver omfatter ifølge Kommissionens FAQ bl.a. konfiguration, sikkerhedsindstillinger, adgangsrettigheder, virtuelle maskiner og containere, når I har brugsret til dem uafhængigt af udbyderen. Det er vigtigt for en driftsansvarlig, fordi det meste af arbejdet ved et skifte ligger i opsætningen omkring serverne.
Art. 35, stk. 1, litra c, siger desuden, at åbne interoperabilitetsspecifikationer og harmoniserede standarder skal lette funktionel ækvivalens, hvor det er teknisk muligt. Hvilke specifikationer der er udpeget, har vi ikke fundet i de kilder, vi har læst. Gå derfor ikke ud fra, at der i dag findes et fælles format for virtuelle maskiner eller netværksopsætning, I kan kræve.
Det, I ikke kan forvente
Betragtning 92 siger, at udbyderen ikke skal udvikle nye tjenester og ikke skal genopbygge tjenesten hos den nye udbyder. Kildeudbyderen har heller ikke adgang til destinationsmiljøet. Ansvaret for at få det til at køre på den anden side ligger altså hos jer og den nye udbyder.
Betragtning 86 begrænser pligten til elementer, som både den gamle og den nye tjeneste tilbyder uafhængigt. Bruger jeres løsning en lastbalancer med en særlig funktion, et netværksværktøj eller en overvågningstjeneste, som kun den gamle udbyder har, er det vores læsning, at funktionel ækvivalens ikke dækker den del. Den skal I selv finde en afløser til.
Reglen siger heller intet om ydelse. Et “materielt sammenligneligt resultat” handler om, hvad tjenesten leverer på samme input. Svartid, kapacitet pr. server og opførsel under belastning er jeres egen opgave at måle i en prøve.
Sådan bruger arkitekten reglen
Del miljøet op i tre lag. Det første er rene byggesten som virtuelle servere, diske og netværk, hvor reglen giver mest. Det andet er opsætningen omkring dem: adgangsrettigheder, sikkerhedsgrupper, skabeloner og automatisering. Det tredje er udbyderens egne tjenester, hvor reglen giver mindst.
For hvert lag skriver I ned, hvad der skal eksporteres, i hvilket format, og hvad der skal bygges op igen hos modtageren. Bed den nuværende udbyder om den dokumentation, art. 26 kræver: procedurer, formater og kendte begrænsninger. Sammenhold den med det, den mulige nye udbyder kan modtage.
Ligger meget i det tredje lag, er det et tegn på binding i arkitekturen, som ingen regel løser. Se Applikationer bygget på udbyderens egne tjenester og Kubernetes gør jer ikke flytbare af sig selv.
Hvad det kræver, og hvad det koster at lade være
Kortlægningen af de tre lag tager en arkitekt fra en dag til en uge pr. system, afhængigt af hvor mange tjenester systemet bruger. Hertil kommer en prøveeksport af mindst én server med opsætning, som en tekniker kan lave på nogle dage.
Lader I være, bygger ledelsen sin forventning på ordet “ækvivalens” alene. Det giver en tidsplan, der undervurderer genopbygningen, og en business case, der mangler timer til netop det arbejde, ingen udbyder er forpligtet til at gøre.
Det skal I lade være med
- At læse ækvivalens som lighed · forordningen taler om et minimumsniveau for delte elementer.
- At regne med reglen for platformstjenester · art. 30, stk. 1, gælder ren infrastruktur.
- At forvente hjælp i den nye platform · kildeudbyderen har ingen adgang dertil og skal intet genopbygge.
Det skal valget kunne vise
- ☐ Hvilke tjenester der er ren infrastruktur, og hvilke der ikke er.
- ☐ Opsætning og adgangsrettigheder, der skal eksporteres, med format.
- ☐ Elementer, kun den nuværende udbyder har, og hvad der afløser dem.
- ☐ Resultatet af en prøveeksport af mindst én server.
Kilder
- Forordning (EU) 2023/2854 (Data Act): art. 2, nr. 37, art. 26, art. 30, art. 35, betragtning 86 og 92. Læst november 2026.
Senest gennemgået: november 2026.
Næste skridt
Tag det system, I helst vil kunne flytte, og del det op i de tre lag. Så ser I, hvor meget reglen faktisk dækker.
Læs også: Parallel brug af flere udbydere · Spørg om Data Act, før I vælger udbyder
→ Kontakt · Tlf. 70 13 63 23 · Jurisdiktions- og afhængighedsvurdering hos Nielco IT
